Racer inspiration

Ja det er jo ikke ligefrem imorgen at vi skal ud på racercyklerne igen, men i skal alligevel have en lille forsmag på nogle af de ting vi pønser på i racerafdelingen.
Vi vil gerne fremme de sociale relationer i afdelingen. Derfor vil vi planlægge flere ture, som ikke centrerer sig omkring klubhuset. Det kunne f.eks. være at køre Rund om Rold ruten sammen. På samme måde kunne turen til Aggersund være på kalenderen, så der er mulighed for at få den obligatoriske is i Nibe.
I den kommende sæson vil vi også planlægge en længere tur. De præcise detaljer er ikke på plads endnu, men det bliver en weekendtur, hvor der overnattes på vandrehjem eller lignende. Den lange tur kombineres med fællesspisninger og hygge med øl om aftenen, inden turen fortsætter dagen efter. Den lange tur giver mulighed for at prøve kræfter med Kiddesvej i Vejle, eller en hjemtur via Dollerup Bakker ved Viborg. Intet er lagt fast endnu, så der er masser af mulighed for at komme med input til rute osv. Vi håber i er med på ideen.
Fællesløb vil igen være med på kalenderen. Vi vil rigtigt gerne gentage årets success fra DGI holdløb, men også fra Halsløbet. Begge ture var super sjove og hyggelige. Der var masser af fart og personlige rekorder, og der var kage og øl efterfølgende. Det skal vi gøre mere af !
Vi håber i får en rigtig god jul og et godt nytår, med masser af cykelrelaterede gaver, så vi er klar til den nye sæson.